Jeg er utaknemmlig… Men også meget taknemmelig

Jeg ville ønske, jeg helt kunne slippe det, men det sidder dybt i mig. Jeg føler mig snydt! Snydt for de første to måneder i min søns liv, hvor han lå på hospitalet og oplevede ting, som ingen nogensinde burde opleve.

Det søde babyliv blev “forsinket” og min egoisme bliver så ked af, at jeg ikke rigtig var helt med de første to måneder. Jeg har svært ved at huske, da han var helt spæd og svært ved at skille de første to måneder ad, de flyder bare sammen og er helt uvirkelige..

Men de er også HELT virkelige. For flere gange hver dag ser jeg arret. Arret som gør mig så evigt taknemmelig, fordi det minder mig om, at jeg er så ufatteligt heldig at, han er rask. Og samtidig utaknemmelig – for hvorfor skulle mit barn overhovedet blive sygt.

Nu hvor det hele er lidt på afstand, synes jeg heldigvis, at taknemmeligheden vinder de fleste dage, for det vigtigste er jo ikke de to første måneder – men derimod resten af hans liv.

Jeg er utaknemmlig... Men også meget taknemmelig
Jeg er utaknemmlig… Men også meget taknemmelig
Vis knapper
Gem knapper