Legeonkel…

Jeg har på ingen måde noget at udsætte på min mand – hverken som mand, far eller forsørger – tværtimod!

Det skal siges, at vi lever på en måde, som vil gøre rødstrømperne forargede og de glade 50’ere stolte. Kort sagt, han betaler regningerne og hjemmet samt unger er mit regi. Selvom dette nok kan skure i ørerne i denne individuelle tidsalder, så fungerer det for os. Jeg ser det som en slags ying og yang – den ene kan ikke undvære den anden, for hvis man tager det ene “ben” i korthuset, så vælter resten jo. Og jeg kan faktisk godt lide, at vi har brug for hinanden – for de fleste mennesker vil jo inderst inde rigtig gerne være noget for andre og her er vi ikke spor anderledes.

Efter en længere omvej så tilbage til overskriften… Min mand er på ingen måde blot en legeonkel. Han er det 200%, når han ikke arbejder og kan han snige sig tidligt hjem, så der er mere tid til leg, er lykken gjort. En dag da han kom hjem i sin frokost (mere for at lege end for at spise frokost), havde jeg en af de dage, hvor mit overskud måske var lidt vigende og jeg lidt trist konstaterede, at det virkede som om, at han altid havde lige lidt mere glæde og tålmodighed, når det kom til vores søn. Til det konstaterede han tørt “nu er jeg hjemme nogle timer om dagen, hvor jeg blot skal agere legeonkel og jeg har haft min pause fra det hele, så det kan nok ikke sammenlignes”. Hvilken fantastisk lille sætning – og lige det jeg havde brug for. For mig et skulderklap af det “arbejde” jeg gør og en anerkendelse af, at det nogen gange ikke er en dans på roser… tak 🙂

Legeonkel
Legeonkel
Vis knapper
Gem knapper