Ubetinget kærlighed

Ubetinget kærlighed – to af de ord som går igen alle steder, når det handler om børn. Og jeg kunne ikke være mere enig.

For selvom den lille diktator kan trykke på mine knapper i en sådan grad man troede var umulig, så er han alligevel også den, som kan få smilet frem på mine læber og der er ikke den ting, jeg ikke vil gøre, for at han er glad og trives. Hvis det lille mennesker bare er glad og tilfreds (OG sover godt), så er der ro på mor her og dagene føles bare lidt nemmere. Heldigvis er Storebror for det meste en glad og tilfreds dreng og det nyder vi godt af. Dog kan jeg godt have mine tvivl om, hvorvidt trodsalderen først starter, når de er to år – jeg synes måske, knægten så er tyvstartet lidt. Det er imponerende, hvordan han allerede kan kigge på en med de mest trodsige øjne og gøre lige akkurat det, han godt ved, han ikke må!

Til gengæld kan han i den anden ende af skalaen være den mest artige dreng – til tider virker det endda næsten som om, jeg rent faktisk har lidt at skulle have sagt, meeen det er nok bare noget, han lader mig tro:-) De kan sno os de små og jeg har på fornemmelsen af, at det vil forsætte hele livet – han vil jo altid være min lille dreng.