Pseudotvillinger
Endnu et ord som jeg først har stiftet bekendtskab med efter skiftet til børnefamilie. Kort sagt er det to børn, som fødes meget tæt på hinanden! Når Lillebror ankommer er Storebror 21 måneder. Og hvordan skal man så lige forholde sig til det?!
I mit tilfælde vil tankerne omkring det nok bedst beskrives som skizofrene! For jeg er splittet i atomer omkring det og krydret med alt for mange graviditetshormoner og en livlig fantasi, så må min stakkels mand lægge øre til meget. Det kunne være tanker som følgende:
1) Pseudotvillinger… “Okay det her bliver så sindsygt hårdt det første stykke tid, men til gengæld får vi to drenge tæt på hinanden, som vil få så stor glæde af at have hinanden og som vil lege godt sammen, fordi aldersforskellen er så lille! Desuden er vi allerede igang med alt det blehalløj, så vi kan lige så godt fortsætte og så er vi ovre det om et par år. Det bliver rigtig godt og det er helt perfekt, vi får dem så tæt:-) Desuden er alle babytingene alligevel fremme, så der skal bare købes en pakke bleer og så er vi køreklar… Skide smart”
2) 3-5 minutter senere i tankerækken… Pseudotvillinger… “Det her er for sindsygt, hvad fa…. skete der lige med, at vi får to børn så tæt på hinanden! Vi må jo være fuldstændig vanvittige overhovedet at overveje det her. Det bliver ALDRIG godt og jeg kan slet ikke overskue at skulle være på barsel igen, jeg har jo glædet mig som et lille barn til at storebror skulle starte i vuggestue, så jeg kunne få lidt fred… vrææællllllll og Lillebror kommer garanteret til at sove vildt dårligt og livet slutter nu og jeg kan slet ikke være en god mor for to børn og en dejlig kone for min mand, jeg bliver alt for presset.. Jeg skal så meget være mand i mit næste liv, så smutter jeg på arbejde og forretningsrejser, når det bliver for meget og jeg trænger til en pause!!!” FLERE VRÆL!!!!
3) 5-7 minutter senere… Her bliver det hele til en sammenrodning af de to første, hvoraf den ene som regel vinder og jeg i mit inderste beder en stille bøn om, at Lillebror kommer til at sove bedre end Storebror. Samtidig prøver jeg at forholde mig til realismen i, at tingene jo er, som de er, at mange andre har klaret det før os og at det uanset hvad er for en begrænset periode. Ofte virker ingen af disse ting og jeg er tilbage ved tanke nummer 2 🙂
Men det er jo en klassiker for os mennesker at bekymre os uden vi reelt set ved, om der er hold i bekymringerne. En undersøgelse har faktisk vist, at 90% af vores bekymringer ikke bliver til noget!
Bedste eksempel må være PSEUDOTVILLINGER… For dem får vi, fordi vi lige havde fået fortalt, at vi nok ikke skulle regne med storken ville være leveringsdygtig… DET VAR DEN SÅ ALLIGEVEL.. Så mon ikke det hele går 🙂
