3 års barsel…
Ja det er lidt vildt, men den er god nok. Jeg gik på barsel 5 dage før Storebror blev født og da han bliver 3 år meget snart, så giver matematikken sig selv. Storebror nåede lige at blive kørt ind i vuggestuen inden Lillebror ankom, så den ene afløste den anden.
Det vil sige, det også er tre år siden, jeg har haft min gang på arbejdsmarkedet. Det er en underlig følelse pludselig at stå helt udenfor det, der før var SÅ meget med til at skabe min identitet og en så stor del af min hverdag.
Og jeg er splittet omkring det..
Og lidt misundelig… Og så alligevel overhovedet ikke misundelig!
Tanken har slået mig fordi min kære husbond har stor succes på jobbet. Jeg bliver faktisk lidt misundelig over alt det han udretter og alt det ros han får af kollegaer, chefer og kunder. Ikke misundelig på den træls måde, for jeg under ham det SÅ meget, han knokler for det og sørger for, at vi herhjemme, kan få mad på bordet. Men lidt misundelig og med en lille følelse for at stå udenfor det virkelige liv og de inputs, det giver at “høre til der”.
Den anden side af mig er på INGEN måde misundelig! For når sandheden skal frem, så ville jeg sgu slet ikke bytte. De to små drenge bliver så store og er så givende at være sammen med og selvom det også er hårdt, så giver det den aller største mening med livet.
At være en del af deres liv så intenst og følge alle deres små nye skridt dag for dag er noget af en mulighed. Bevares der er bestemt også dage, hvor jeg ville ønske, jeg skulle afsted, men der skulle ikke gå mange dage, før vi godt kunne bytte igen. Hvis man da bare liiige kunne få lidt af begge dele:-)
Og ironisk nok, så kan Lillebror starte i vuggestue om 4 måneder og jeg kunne kaste mig ud i noget andet. Men det er jeg slet ikke sikker på, jeg har lyst til. Måske bliver vi bare hjemme lidt længere og nyder, vi har muligheden for det.
Når jeg om 50 år skal gøre status på livet, så er jeg næsten sikker på, at den stilling jeg vil være allermest glad for er “stillingen” som hjemmegående mor med uanede mængder af tid til familien.
Andre spændende indlæg
-
Skifteholdsarbejde
mar 24, 2017
-
Tis…
jul 26, 2016
-
To en halv måned gammel: Tid til første bad
feb 5, 2017
-
Han kan gå!
mar 25, 2018