Hjemme igen – med to raske børn
Vel hjemme igen nyder vi, at vi endelig alle fire er på samme matrikel. Men noget er alligevel ikke, som vi havde forestillet os. En lille sætning som lægen sagde, da vi blev udskrevet, kommer til at fylde meget mere end vi nogensinde havde forestillet os.
“Når man som forældre først har haft et sygt barn, så er den sværeste øvelse at tænke det rask igen”.
Det er svært ikke at se spøgelser over det hele og det er ufatteligt svært at tro på, at det lille mirakel virkelig er rask. Der skal ingenting til at bekymre os – og sådan vil det desværre nok blive ved med at være.
Nogen gange tænker jeg, det er godt, det var barn nummer to, for ellers tror jeg, jeg havde pakket ham ind i vat og brugt hvert et øjeblik på at beskytte ham! Hvilket naturligvis ville være den mest tarvelige måde at reagere på. For det er jo i virkeligheden det sidste, han har brug for. Men følelser og fornuft hænger altid meget ringe sammen.
Og det er her fordelen ved, at han er nummer to spiller ind. For med Storebror der kun snart bliver to år, så er der bare ikke hverken mulighed eller tid til at pakke ham ind, for med en på to måneder og en på snart to år, så er der sjældent et stille øjeblik – hverken nat eller dag:-)
