Høje forventninger

Som forælder har jeg hele tiden tårnhøje forventninger til mig selv og har svært ved at håndtere, hvis jeg ikke lige synes, jeg rammer mine egne krav eller hvis temperamentet lige stikker lidt af, fordi sønnike nu igen har tegnet på bordet, selvom han GODT ved, at det må man ikke!! Det skal siges, det er heldigt, han ikke spiller poker, for indtil videre er hans pokerfjæs simpelthen så letaflæseligt.. Det lyser ud af ham som en 100 Watts pære, når han gør noget, han godt ved er forkert!!

Men hvad med de krav, vi stiller til vores børn?! Det er ting, vi mener, de bør gøre/kunne/kunne forstå, men er det overhovedet fair? For de små poder kan jo ikke aflæse vores tanker og vide, at nu forventer vi, de sover 15 timer i døgnet, spiser pænt, deler legetøjet, hører efter og ellers er små engle. Det er selvfølgelig karikeret, men ikke desto mindre, så er der jo en lille smule sandhed i det skrevne.

Jeg har nu lige læst, at man f.eks. Ikke kan forvente, at et barn kan finde ud af at dele, før det er 3-4 år. Deres små hjerner kan simpelthen ikke håndtere det. Så i virkeligheden handler det slet ikke om, at de ikke “opfører sig pænt” men simpelthen om, at de ikke er nået dertil i deres udvikling! AV!! Den gav stof til eftertanken og er baggrunden for indlægget. Selvfølgelig må jeg have forventninger til mit barn, men jeg skal huske, at det ikke er alle forventninger der bliver indfriet – og de skal de heller ikke, for det lille menneske skal udvikle sig i sit eget tempo og så må mor her slappe af og huske at man skal passe på med at lægge egne forventninger over på andre!