Op til 50% rabat på kvalitetsbørnetøj!
Store rabatter på legetøj, møbler og børnetøj HER

Hverdagen ramte… Men vejen dertil!

Siden sidst er der sket meget… Så uendeligt meget at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte henne..

Måske med at sige at pludselig føles normal børnesygdom som Storebror har lidt af som en dans på roser..

Eller med at tænke, at livet i den grad kan føles helt ulideligt og uretfærdigt.. Og at jeg – når jeg tænker tilbage – kan undres over, at vi overhovedet kom igennem det! Det at byde velkommen til Lillebror og det nye liv med pseudotvillinger fik en helt forkert start, som har givet ar på sjælen!

Min bekymring om at have to børn blev skudt fuldstændig i sænk.. Af en anden bekymring jeg havde glemt at bekymre mig om. Jeg fødte et sygt barn.

At skulle gengive historien fremkalder tårer og et knust hjerte – har i forløbet lært at tårekanaler aldrig løber tør og at hjertet kan blive knust utallige gange og det gør lige ondt hver gang.

Men nu prøver jeg. Tænker jeg skal skrive det kort, men at det nok ikke er muligt, for hele tiden dukker nye tanker op.

2,5 uge før termin blev jeg ramt af en nådesløs roskildesyge (naturligvis overtaget fra Storebror) og det var åbenbart nok for min krop, for pludselig stod den på veer. Selve fødslen gik noget nemmere end første gang – men jeg kan absolut ikke anbefale at føde lige efter at have ligget med hovedet i tønden, for kroppen er bare ikke helt med på alt det hårde arbejde!

Den sødeste lille dreng kom til verden og alt var godt! Dagen før jeg skulle hjem glædede vi os over at blive samlet og fik lagt planer for “afhentning” af Lillebror og jeg. Men vi kom bare ikke hjem!

Den nat bliver Lillebror pludselig slap og får koldsved. De kommer og henter ham og kort tid efter lyder beskeden, at han har lavt blodsukker og er indlagt på neonatal til observation. Dog skal vi ikke bekymre os, for det kan ske hos nyfødte, så vi må bare give ham nogle dage som indlagt og så skulle det gerne gå i sig selv.

Medmindre der er tale om en sjælden genfejl som kun rammer 1:50000, men det ved ingen af os noget om på det her tidspunkt.

Men tingene går bare ikke i sig selv og trods lovninger om, at medicin kan hjælpe, så hjælper intet. Efter 16 dage bliver vi flyttet til et andet hospital, der bliver (endelig) lavet gentest og startet ny medicin…SOM HJÆLPER…WUHUUUUU måske kan vi alligevel komme hjem til jul. Men nej… Fra at vi den ene eftermiddag snakker om medicinering hjemme hos os selv til at vi næste morgen møder en meget stille læge! Noget er helt galt, det er tydeligt! Over natten er medicinens virkning aftaget..Det var for meget, jeg tror aldrig, jeg har hulket så højt. Er ikke en gang sikker på, jeg kan huske det hele, men efter mere end en måned med bristede forventninger, ændrer jeg strategi..

Og bliver ulidelig pessimist.. Fordi jeg er nødt til det.. For at beskytte mig selv.. Og beskytte dem omkring mig, for hvad godt gør det, hvis jeg først knækker sammen..

Og så kommer det vi ikke vil høre. Vores lille dreng lider af en sjælden genfejl. Så sjælden at han hverken kan scannes eller opereres, hvor vi bor. Så nu skal der undersøges og planlægges, vi vil gerne handle hurtigt, for vi vil have vores dreng hjem, men julen og koordinering gør det svært. Vi er så brugte i forløbet og det synes uendeligt.

Det tager for længe, men endelig kommer en aftale på plads med et specialistcenter for denne sygdom. Efter 13 timers flyvetur med læge og sygeplejerske som sidekammerater, rammer vi endelig det nye hospital. Vi er så trætte… Jetlag, bekymringer, endnu et nyt hospital samt en Storebror vi også skal være der for, er ved at slide os op.

Jeg er indlagt på hospitalet og min mand har lejet en lejlighed i nærheden, hvor han bor sammen med Storebror. Den 31. december er vi i isolation på det nye hospital. Da klokken er 18 og jeg er alene med Lillebror kommer en sygeplejerske ind og virker forbavset over, jeg ikke ser Dronningens Nytårstale.. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad – og lægger mig i stedet til at sove, klar til nattens strabadser.. Lillebror skal stikkes i foden og låret samt ammes hver 3. time.. Døgnet rundt!

Da vi efter ankomst snakker med lægen, går det op for os. Det her er mere alvorligt end vi har troet!

Vi bliver sendt gennem et hav af undersøgelser!! Om Lillebror bliver kureret ved man først efter en operation. Men bivirkninger som hjerneskade, svære spiseforstyrrelser, sukkersyge samt bivirkninger af medicinen rammer os hårdt! Hvad nu hvis vi ikke kommer hjem igen med et rask barn..For der er ingen garantier.! Atter en gang bliver det knuste hjerte knust!

Den vigtigste scanning viser godt nyt, intet kan loves, men det som skyldes det lave blodsukker sidder et godt sted. Så nu må vi vente på operationen, vente vente vente..igen igen igen.. Endelig kommer dagen som vi har set frem til og frygtet på samme tid. Alt går som det skal, men uvisheden omkring virkningen af operationen er der stadig og de tre næste dage er et helvede..Lillebror har ondt..og brækker sig og græder og sover ikke!!

Men pludselig på magisk vis bliver det bedre og den endelig test, som skal vise om han er rask skal laves. Den tager 6 timer… Udover de gange Lillebror har været i narkose, så er de de LÆNGSTE 6 timer i mit liv… Men så sker det, vi aldrig havde turdet håbe på…

Dagens før hans to måneders fødselsdag sker det helt fantastiske!

Vi er udskrevet med et rask barn! Uden mén og klar til at komme hjem… Helt hjem!

Hverdagen ramte... men vejen dertil!
Hverdagen ramte… men vejen dertil!
Vis knapper
Gem knapper