LEGO
En sammentrækning af ordene leg godt og uden overdrivelse en af Danmarks største succeser og stoltheder. Her må Jantes ord for en gangs skyld vige, for når noget er SÅ godt, så er det okay at sige det højt!
Herhjemme er LEGO det absolutte yndlingslegetøj (dog tæt forfulgt af toiletbørster, stikkontakter og mors taskeindhold:-)). Der kan gå timevis med at bygge, rive ned og flytte rundt. Om det er sønnike eller min mand, der sætter størst pris på det, kan jeg dog have mine tvivl om og når knægten engang begynder at tale, skal det ikke undre mig, om han en dag kommer grædende med følgende ord “moarrrr…far tager hele tiden mit LEGO og jeg må ikke være med…” Men når Lillebror ankommer kan de to “store” jo øve sig i at dele.
En ting er sikkert.. JEG mener, vi har LEGO nok – det er ud fra tesen om, at den kasse vi har til LEGO er fyldt og derfor må det være nok! Sønnike er stadig så lille, så han er ligeglad og alligevel sniger der sig på mystisk vis ofte nye ting ind.. Dog KUN de små kasser for for en vis herre virker det mere legalt, men som ordsproget så rigtig siger “mange bække små gør en stor å”!!
Men med snart tre “drenge” i huset er jeg så småt ved at indse, at det er en af de kampe, det ikke kan betale sig at tage, så mon ikke turen snart går efter en større kasse!