Fra nul til et barn eller et til to børn!?

Jeg har læst mig frem til, at de fleste faktisk synes, det er hårdest at gå fra et til to børn. Jeg kan så udemærket godt se, at der er nogle ting, som ikke bliver nemmere med to børn, men er alligevel lidt overrasket. For efter vores alt for hårde start med to børn, så er jeg alligevel ikke i tvivl. For mig var det helt klart hårdest at gå fra nul til et barn.

Det var sgu på ingen måde en dans på roser. Der var selvfølgelig mange dejlige, hyggelige og skønne stunder, men overgangen synes jeg var rigtig hård.

Med Lillebror er det som om, jeg altid ved, at det er faser, hvor jeg med Storebror havde en forestilling om, at de hårde dage aldrig nogensinde ville slutte…

At det nok skal blive godt igen og at tiden flyver så stærkt, så det er med at nyde hvert øjeblik fremfor at glæde sig over, at man har overlevet endnu en dag (selvom sådan nogle dage er der selvfølgelig – sygdom og dårlig søvn kan gøre enhver desperat!)

Jeg er blevet meget bedre til at nyde de to skønne trøfler og sætte pris på at være sammen med dem og se dem udvikle sig hver dag. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg lige taget den lidt videre og er allerede begyndt at pjevse over, at de nok snart ikke gider mig mere, fordi de hellere vil lege med deres venner eller sidde alene på deres værelse!! – De er altså kun 26 måneder og 5 måneder gamle!

Den tid skal nok komme – og når den kommer, er jeg klar!! Med bestikkelse forstås.. For HVAD skal der til af mad/slik/film/spil mv. for at de to poder stadig gider bruge tid med deres gamle mor.

Indtil da vil jeg nyde min alt for begrænsede egotid, når muligheden er der og ellers bare være sammen med begge mine drenge. For de skal hurtigt nok blive store.